Når børn mister en forælder, skal de ikke kun kæmpe med sorgen over tabet. De skal også finde ud af, hvordan de vender tilbage til et fungerende socialt liv, når deres omgangskreds ikke kan relatere til det, de går igennem, og tilmed er bange for at snakke om det. For Tobias Nørgaard var det noget af det sværeste.
Af Marc Brinch Nielsen
Tobias Nørgaard på 8 år sover ofte sammen med sin mor og lillebror på første sal i deres lejlighed i Dybbøl. Det gør de også denne nat. Der er dog noget, der ikke er som det plejer. I løbet af natten træder Tobias ud af sengen for at gå på toilettet. Han bevæger sig ned ad trappen og undrer sig over synet af sin mormor, der ligger og sover på sofaen. ”Vi skal ikke passes nu. Mor er jo hjemme?” tænker han. Da han går tilbage til soveværelset, vækker han sin mor og spørger hende, hvad mormor laver i huset. ”Det får du at vide i morgen,” svarer hun.
Den næste morgen skulle vise sig at blive en, familien aldrig glemmer. Tobias sidder nedenunder og spiser morgenmad og ser børnefjernsyn sammen med sin mor, mormor og lillebror, der blot er et år yngre end ham selv. Da de er færdige med at spise, beder hans mor ham, om at hente den bamse han fik, da han blev født. Han sætter sig i sofaen, og kigger på sin mor, der har tårer i øjnene, selvom hun ellers er en stærk kvinde. Tobias Nørgaard og hans lillebror hører nu de ord, der kommer til at markere en radikal ændring i deres liv: ”Der er sket noget forfærdeligt i nat. Far er her ikke længere.”
Tobias’ far har taget sit eget liv, og familiens struktur er ændret for altid.
Denne pludselige ændring i familiestrukturen, gør situationen væsentlig sværere for børn i sorg, siger en ekspert i krisepsykologi.
”Når et barn oplever dødsfald blandt forældrene, skal de ikke kun bearbejde sorgen over tabet. De skal også lære at navigere i den nye familiesammensætning. Det bliver naturligvis ikke lettere af, at den tilbageværende forælder selv er i sorg og ikke har optimale forudsætninger for, at få den nye hverdag til hænge sammen,” fortæller Martin Lytje, der er psykolog ved kræftens bekæmpelse og lektor ved institut for krisepsykologi på universitetet i Bergen.
Fællesskaber fylder mest
Martin Lytje har foretaget en række interviews med børn og unge, der har mistet en forælder. Han forklarer at det, der fylder mest for mange af dem, er at finde sin plads tilbage i de fællesskaber de var i, inden tabet.
”Børn omkring de sorgramte kæmper også med at finde ud af, hvordan man tilgår emnet. Ofte vælger man simpelthen at lade være med at snakke om det, fordi det er det nemmeste. Det er svært at danne en ramme, hvor man både kan snakke om emnet, og hvor der også er plads til at være en del af det fællesskab, man havde før tabet,” siger Martin Lytje.
Lytje understreger, at børn hurtigt kommer til at føle sig anderledes, når de mister en forælder, og at det derfor er vigtigt, at man som skolelærer gør hvad man kan, for at få dem tilbage i nogle fællesskaber.
Svært for klassen at håndtere
Tilbage i Dybbøl tager Tobias Nørgaard og hans lillebror beskeden om deres fars dødsfald pænt. Faktisk tager de det så pænt, at de tager i Legoland senere på dagen.
”Vi var så små. Vi forstod nok ikke alvoren af det,” siger Tobias Nørgaard, der nu har en tatovering på venstre arm med sin fars fødsels- og dødsdato.
Der går ikke mange dage inden Tobias igen er i skole. Han insisterer på selv at stille sig op foran klassen og fortælle, hvad der er sket. Umiddelbart efter får han tegninger og søde beskeder fra nogle af sine klassekammerater. Men venskaberne blev langt fra de samme igen.
Tobias har oplevelsen af, at de andre ikke på samme måde inviterer ham med, når de leger, fordi de er bange for at komme til at sige noget forkert, og gøre ham ked af det.
”Det var som om, de andre blev bange for at snakke med mig. Specielt hvis det handlede om min far. Det gjorde, at jeg følte mig anderledes… Jeg følte, at der var noget galt med mig. Jeg tror det havde været bedre for mig, bare at blive behandlet ligesom alle de andre,” Fortæller Tobias Nørgaard med en seriøs tone i stemmen.
Heldigvis for Tobias, kommer han i en samtalegruppe med to andre børn, der også har mistet en forælder. Det hjælper ham meget at tale med nogen, der forstår hans situation og som ikke er bange for at snakke om de tunge emner med ham.
Det handler om at klæde eleverne på til samtalen
Flere undersøgelser viser, at de udfordringer der opstår efter tabet af en forælder, virker til at kunne skabe lige så store problemer som dødsfaldet selv. Forskere beskriver i den forbindelse vigtigheden af, at børnenes venner støtter op i tiden efter tabet.
På Rebild efterskole har de fokus på at undgå berøringsangsthed blandt eleverne, hvis en elev skulle miste en person i den nærmeste familie.
”Vi har en klar nedfældet køreplan for, hvad vi gør, hvis en elev skulle miste en forælder, mens de går på skolen. Den køreplan indebærer blandt andet samtaler med de andre elever, hvor vi fortæller, at de ikke skal være bange for at tale med vedkommende om emnet. Derudover, tager vi fat i elevens nærmeste omgangskreds på skolen og opfordrer dem til at gøre en ekstra indsats for at sikre, at eleven kommer tilbage på sporet,” siger Troels Schrøder, der er forstander på Rebild efterskole.
I forlængelse af det, fortæller Troels Schrøder, at efterskolen kan give den sørgende elev noget, de ikke nødvendigvis kan få derhjemme: En hverdag fuld af glade mennesker, der ikke er direkte berørt af dødsfaldet.
Troels Schrøder forklarer, at det heldigvis hører til sjældenhederne, at en elev oplever et dødsfald i den nærmeste familie, mens de går på skolen. Faktisk har han i sine 25 år som forstander kun en enkelt gang oplevet, at en elev har mistet en forælder.
Det hjælper at påpege elefanten i rummet
I dag er Tobias Nørgaard 20 år gammel, og har det godt. Han tog på efterskole i 9. klasse, hvilket gav ham en ny omgangskreds, som han stadig har kontakt til i dag. Han kan stadig have svært ved at danne nye relationer, men på trods af det, har han en god vennekreds og en sød kæreste, han kan snakke om tingene med.
”Jeg oplever stadig, at folk jeg møder er meget påpasselige, når de opdager, at min far er død. Jeg er dog blevet bedre til at fortælle dem, at det behøver de ikke at være, og det hjælper for det meste,” siger Tobias Nørgaard og slutter af med et lille råd:
”Man skal ikke være bange for at snakke med folk, der har oplevet det, som jeg har oplevet. Det gør det bare værre, hvis man prøver at passe på dem, ved at undgå at snakke med dem om det.”